Logo

Svindel: 7 vigtige råd – sådan beskytter du dig selv

Vi oplever desværre, at vores kunder i stigende grad bliver udsat for svindel. Det kan både være over mail, sms eller via opkald. Vi giver dig nedenfor nogle gode råd til, hvordan du undgår at blive svindlet samt information om, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.

hånd med telefon

Det kan være svært at spotte et svindelforsøg. Svindlerne bliver dygtigere og dygtigere og finder hele tiden nye metoder, ligesom de på en troværdig måde udgiver sig for at være fra fx banken eller en offentlig myndighed.

Vi giver dig her 7 gode råd til, hvordan du undgår at blive svindlet:

1. Pas godt på dine personlige oplysninger
Du skal passe særligt godt på dit CPR-nummer, dine kort- og kontooplysninger samt dit MitID. Hverken din bankrådgiver, kommunen eller andre offentlige myndigheder vil uopfordret bede dig om at udlevere personlige oplysninger som disse – og aldrig via mail, sms eller opkald.

2. Download appen ”Mit Digitale Selvforsvar”
Svindlerne finder hele tiden på nye metoder. Derfor anbefaler vi dig at downloade appen ”Mit Digitale Selvforsvar” på din mobil, hvor du kan holde dig opdateret om de nyeste svindelforsøg.

Appen er gratis, og du finder den her:

Appstore
Google Play 

3. Vær opmærksom, inden du godkender med MitID eller betaler med fx MobilePay
Får du en anmodning om at gennemføre en betaling med MobilePay eller lave en godkendelse med dit MitID, skal du altid tjekke, at det er noget, du kender til. Hvis du først fx har godkendt med dit MitID, kan vi ikke trække godkendelsen tilbage for dig.

4. Klik aldrig på links i hverken mails eller sms’er
Vi anbefaler, at du ikke klikker på links, du modtager i sms’er og mails. Får du fx besked om, at du har modtaget post fra det offentlige på borger.dk, e-boks.dk eller skat.dk, så undlad at klikke på linket i beskeden. Gå i stedet ind på den pågældende hjemmeside via en internetbrowser, hvorefter du kan logge på med dit MitID.

5. Lav stærke adgangskoder og brug to-faktor login
Brug forskellige stærke og sikre passwords, der er en kombination af bogstaver og tal, og husk at ændre dit password tit. To-faktor login, fx på dine sociale medier, gør desuden din digitale færden mere sikker, idet du indtaster adgangskoden, og derefter godkender login på din smartphone eller med en sms-kode.

Læs mere om to-faktor login

6. Hold godt øje med din konto
Det er altid en god ide at holde øje med transaktionerne på din konto. Er der beløb, du ikke kender, så skal du spærre kortet og gøre indsigelse til os. Du kan selv spærre kortet i din Mobilbank – men tag hellere fat i os en gang for meget, end en gang for lidt.

7. Vær generelt opmærksom – og dobbelttjek altid, hvis du er det mindste i tvivl
Vær generelt opmærksom, når du handler på nettet, eller du modtager et uventet opkald, sms eller mail. Er du det mindste i tvivl, så dobbelttjek fx den webshop, du vil handle på, eller ring til den virksomhed eller offentlige myndighed, som du er blevet kontaktet af.

Du kan desuden få flere gode råd til forebyggelse og håndtering af svindel i Digitaliseringsstyrelsens pjece om digital sikkerhed. 

Hent pjece om digital sikkerhed

Hvad gør jeg, hvis jeg er blevet udsat for svindel?

Hvis du er kommet til eller har mistanke om, at du har videregivet oplysninger til en svindler, er det vigtigt, at du kontakter sparekassen på tlf. 59 48 10 00 hurtigst muligt, så vi kan hjælpe dig med at spærre fx dine konti, dine kort og dit MitID.

Se, hvad du kan gøre uden for vores åbningstid

Uden for sparekassens åbningstid kan du spærre dit kort i din Netbank eller Mobilbank, eller du kan kontakte Nets.

Læs mere om at spærre dit kort

Ved du, eller har du mistanke om, at du har fået videregivet dine MitID-oplysninger til en svindler, skal du straks spærre dit MitID. Uden for vores åbningstid kan du gøre det via www.mitid.dk, eller du kan kontakte Digitaliseringsstyrelsens Cyberhotline for digital sikkerhed på tlf. 33 37 00 37. 

Spær MitID på www.mitid.dk

Er du i tvivl?

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål om svindel, eller hvis du er det mindste i tvivl om, om du er blevet udsat for et svindel. Vi står klar til at hjælpe dig.

Hør Randi fra Politiet give dig politiets 3 bedste råd til at undgå svindel.